Mytteriet

Uddrag af Mytteriet:

 

Ombord på inspektionsskibet Vædderen juledagene 1980:

 

Hovmesteren i officersmessen havde netop fjernet tallerkner og bestik efter at officersmessens medlemmer med gæster havde afsluttet forret­ten – færøske kammuslinger. Messen havde den dag valgt at inviterede min hustru og mine to mindste drenge, forvaltningsofficerens hustru og skibslægens kæreste. De havde alle fejret jul på Færøerne i et lejet hus tilhørende næstkommanderende på Færøernes Kommando.

Pludselig blev entré gardinet til officersmessen med brutal kraft revet til side med det resultat at flere af plastickrogene sprang. Ind tumlede skibschefen i skjorteuniform og i verdens største brandert – rød blussende i ansigtet, med slørede øjne, pjusket hår og et fjoget grin om læberne. Alles øjne rettedes mod skibschefen, der svajende vaklede hen mod mes­sebordet, hvor der desværre lige overfor min hustru var en ledig plads. Selvom han igen, var forment adgang til officersmessen satte han sig ned og kiggede fjoget på alle ved bordet..

Pludselig kiggede han med slørede øjne stift på min hustru, der sad direkte overfor ham - han stak nu sit ene ben ind under bordet og op i skridtet på min hustru, min hustru rykkede stolen tilbage, men han blev ved. Hun tog derfor resolut fat i foden og trak til med resultat, at chefen væltede af stolen og ned på dørken. Der lå han så og tumlede lidt rundt indtil han med besvær og med hjælp af operationsofficeren fik sig rejst op. Han stod lidt vaklende ved bordet og tog så pludselig et glas Amaretto mandellikør der var skænket op til operations-officeren, og tog kurs mod lægens kæreste. Da det gik op for mig hvad han havde gang i reagerede jeg med lynets hast, for nu skulle han smides ud, og det med samme. Jeg nåede hen til ham, i det øjeblik han løftede glasset med henblik på at hælde indholdet ud i håret på lægens kæreste. Jeg tog fat i ham, der ve­jede mindst 25 kilo mere en mig og kørte ham ud gennem forhænget til HoChiMinh stien. Jeg fortalte ham i klare vendinger, at han var forment adgang til officersmessen og i øvrigt havde været det i flere dage.

 

Næste morgen dukkede skibschefen ikke op, da jeg kom tilbage efter morgenmønstringen. Jeg gik derfor op på hans lukaf for at se, om han var på højkant. Da jeg åbnede døren, fandt jeg skibschefen liggende snorkende inde under sit spisebord stadig iført den dyre pyjamas(Parade uniform) , dog uden uniforms bukserne – de var erstattet af et par ulækre lyserøde XXXL dameunderbukser. Jeg fik ham purret , hvorefter han vaklede besværligt og mumlende ind på sit badeværelse. Vi så ham i øvrigt ikke mere den dag. Senere erfarede jeg fra sergentmessens medlemmer, at han, til stor morskab for alle de menige, var væltet rundt på dørken i konstabelmessen, bevidstløs af druk. Tre store konstabler, som ingen selvfølgelig kunne huske hvem var, havde så båret ham op på lukafet, lagt ham i aflåst sideleje, trukket de beskidte uniformsbukser af ham og givet ham de store dameunderbukser på.

Det var deres måde at vise deres skibschef respekt på.

 

Bog- og læseranmeldelser:

 

Anmeldt af Johnny E. Balsved

 

Samlet bedømmelse:

Forfatteren, Kurt Lundholm, skrev til mig, da han sendte bogen til anmeldelse: "Hermed min første bog om en episode i Søværnet.

Det er godt nok ikke en flatterende historie om Søværnet, som heldigvis de fleste bøger er.

Denne bog omhandler, hvad der fandt sted i Nordatlanten i nogle mørke vintermåneder omkring Færøerne.

Jeg håber, du vil læse bogen og anmelde den, selvom der nok er nogle, der vil krumme tæer over at læse, at noget sådant fandt sted i 1980'erne.

Men da det er en del af den virkelige historie i flåden, bør den også fortælles - så man undgår lignende episoder fremover!"

 

Ikke flatterende:

Egentlig sad jeg efter blot at have læst forordet til denne bog og ønskede, at der var tale om en roman eller måske ren fiktion.

Forfatteren gør selv opmærksom på, at dette nok ikke er nogen flatterende historie, og det kan jeg da kun give ham ret i. Desværre må jeg også med-give ham i, at jeg med over 30 års tjeneste, vel også kan genkende noget af problemstillingen.

Heldigvis er det min opfattelse, at kulturen i dag nok er anderledes end før, selvom der fortsat sker fejl

Men til al held så optræder jeg her som boganmelder, og ikke som hverken part eller dommer i sagen.

 

Kendt problemstilling:

Uden derfor at tage stilling til sagens faktuelle punkter, er det da ikke første gang, at problemstillingen mellem skibschefen og hans næstkom-mandere og øvrige officerer er blevet taget under behandling.

Selv Hollywood har i flere omgang behandlet dette emne, alle kender vel formentlig til historien omkring mytteriet på Bounty, som både er beskrevet og filmatiseret i flere omgange.

I den aktuelle sag drejer det sig tilsyneladende om et alkoholproblem, men mange andre årsager har i tidens løb lagt grund til tilsvarende konflikter.

"Mytteriet på Caine" fra 1954, med bl.a. Humphrey Bogart som den nærmest neurotiske chef for den amerikanske destroyer USS CAINE under 2. verdenskrig, samt José Ferrer og Van Johnson.

Mange af de samme forhold gør sig ligeledes gældende i en senere film, nemlig "Fjenden i dybet" fra 1965, hvor Gene Hackman er kaptajnen på atomubåden USS ALABAMA, og Denzel Washington har rollen som næstkommanderende om bord.

Dermed dog ikke være draget nogen umiddelbar brugbar sammenligning

 

Også andre sider:

Heldigvis kommer forfatteren i denne debutroman langt længere end det aktuelle problem, selv om det formentlig har været det, der har været hans hovedbudskab og målet med bogen.

Det er lidt svært blot at opfatte bogen som udelukkende et surt opstød, ikke mindst ved at alle navne er sløret, ja selv skibets navn, men vel nok ingen tvivl om, at de direkte involverede nok klart kan genkende sig selv i denne i øvrigt velskrevne bog.

Desuden får vi også langt flere informationer, ikke mindst omkring livet som kadet på Søværnets Officersskole, hvilket da nok kan være interessant og ukendt viden for mange udenforstående.

Ligesom vi gennem den skrevne tekst også får et indblik i fiskeriinspektionens daglige arbejde i Nordatlanten.

 

Om forfatteren:

Forfatterens fulde navn er egentlig Kurt Lundholm Christoffersen.

Dette er som tidligere omtalt hans debutbog.

Kurt Lundholm er født og opvokset i Skagen, og som 15 årig stod han til søs som fisker og senere som matros i handelsflåden.

Efter den obligatoriske sejltid i både sejl- og motorskibe tog han styr-mands- og skibsførereksamen.

Han blev som skibsfører indkaldt til Søværnet, hvor han gjorde tjeneste indtil han nåede pensionsalderen.

I tiden i Søværnet gjorde han tjeneste på såvel små som større sejlende enheder samt på landtjenestesteder. Disse job blev bestridt som såvel subaltern officer og som chef.

Efter pensioneringen fungerede han, ind til sidste år, som kursusleder og navigationsinstruktør i Marinehjem-meværnet.

 

Sammenfatning:

Ud over at der i bogen anvendes utrolig mange forkortelser, hvilke dog alle bliver forklaret, så er bogen generelt let læselig.

Jeg er også utrolig forbavset over, hvor mange samtaler der tilsyneladende kan gengives næsten ordret! Dette havde da været helt ok i en fiktiv roman, men virker måske lidt overdrevent i denne bog, så god hukommelser er der vel ingen der kan have, selv om man mener, at man har en god sag.

Bogen vurderer jeg som helt ok og absolut læseværdig, selv om jeg fortsat godt kunne tænke mig, at der var tale om ren fiktion.

 

Nb. Hvad anmelderen ikke ved, er at forfatteren under hele forløbet løbende har skrevet dagbog.

 

 

Jydsk Marinetidende.

 

Af redaktøren Bjarne kodal på Jydsk Marinehjemmeværnstidende

 

”MYTTERIET” af Kurt Lundholm:

En spændende og absolut læseværdig bog med flere sideløbende temaer.

Skrevet af en kendt, tidligere søofficer og marinehjemmeværnsmand.

De fleste af os kender sikkert KurtLundholm. Men sandsynligvis ikke med det efternavn. Men siger man f.eks.”Stoffer”, eller Kurt Christoffersen, falder der nok noget på plads.

 

Efter en karriere i søværnet, hvor han også ofte stiftede bekendtskab med marinehjemmeværnet, valgte han efter pensioneringen at melde sig ind i marinehjemmeværnet og har her gjort et kæmpe arbejde for at højne navigatørenes faglige niveau. At Stoffer også havde en forfatter i maven og endda evner indenfor denne branche, havde jeg ikke gættet på. Jeg er selv noget af en bogorm, og æder gerne en roman i ugen, og det var derfor med stor spænding jeg afventede udgivelsen af bogen så jeg kunne komme i gang med læsningen.

Og lad sige det lige ud: Bogen har ikke skuffet.

Det handler om et konkret togt med et inspektionsskib på Færøerne i 1980`erne. Et togt, der kunne være gået grueligt galt, fordi skibschefen led af psykiske problemer og var alkoholiseret. Hændelsen beskrives udmærket og indgående i romanstil med direkte samtaler og flash-backs og sideløbende hændelser.

Men samtidig fører ”Stoffer” sine læsere grundigt ind i talemåder og slang i søværnetsog søværnets måde at forberede et længerevarende togt, planlægningsmøder, forskolesejlads, bøvl med reparation og logistik og de arbejdsgange der var i vores moderværn. Og man trækker umiddelbart på smilebåndet når man nikker genkendende til mandskabsbehandling og manglende uddannelse.

 

Men bogen beskriver jo en tragedie – både for officerer ombord og skibschefen. Og her er det bemærkelsesværdigt at ”Stoffer”- på trods af at han som næstkommanderende fik ørene grundigt i maskinen efterfølgende – er fuld af medfølelse for det stakkels menneske hans chef jo var. ”Stoffer” erkender at en sådan en mand skal hjælpes og støttes af systemet i stedet for blot at blive trådt længere ned af stigen mod den menneskelige afgrund.

Jeg kan varmt anbefale bogen til alle.

 

 

Nordjyske den 7.april 2008.

 

Tæt på mytteriet i søværnet

 

Kurt L. Christoffersen valgte efter mange overvejelser at fortælle sin version af de dramatisk begivenheder på Atlanten for snart mange år siden.

 

FREDERIKSHAVN: - Jeg har ofte tænkt på, om der var noget, jeg kunne have gjort anderledes.

Sådan siger Kurt Lundholm Christoffersen, mens han fortæller om sin første bogudgivelse, ¿Mytteriet¿. Kurt Lundholm Christoffersen arbejdede i 1980¿erne som næstkommanderende om bord på et af Søværnets inspektionsskibe, der sejlede ved Færøerne.

Skibet fungerede yderst professionelt, men det skyldes ifølge Kurt Lundholm Christoffersen udelukkende en god og dygtig besætning, for skibschefen havde så store problemer med alkohol, at sikkerheden om bord til tider blev sat på en meget alvorlig prøve.

Det er historien om et hierarki, hvor chefen var konge, og hvor man bare skulle adlyde. Men det er selvfølgelig også en historie om, hvordan alkohol kan påvirke et menneske i en sådan grad, at han sætter andres liv på spil, uden han selv kan se problemet, siger han. Havde brug for hjælp Kurt Lundholm Christoffersen er i dag 69 år, så oplevelsen ligger mange år tilbage. - Faktisk var det min mening bare at glemme det hele, og det var da også, hvad jeg forslog Søværnet at gøre dengang. Kurt Lundholm Christoffersen var nemlig glad for sin chef, når chefen var ædru. - Men når han blev fuld, og det skete igen og igen, gik det fuldstændig galt for ham, siger han.

Således fortæller Kurt Lundholm Christoffersen i bogen, hvordan chefen traf beslutninger om at sætte gummibåd i meget dårligt vejr, at ændre kurs mod dårligt vejr og i det hele taget opføre sig pinligt over for sin besætning. - Han havde jo brug for hjælp

Men min opfordring om at sende min chef på sygeorlov endte med, at det var mig, der fik en mild næse¿. Den havde godt nok ingen konsekvenser, men jeg har haft det dårligt med at skulle straffes, fordi jeg ud fra et medmenneskeligt synspunkt forsøgte at få min chef sendt hjem, siger han.

En svær tid Som næstkommanderende kunne Kurt Lundholm Christoffersen have overtaget kommandoen, men det gjorde han ikke. - Jeg elskede jo min arbejdsplads, og var bange for, at historien ville slippe ud til pressen og skade både Søværnet og min chef. Derfor forsøgte jeg at hjælpe ham i stedet, for jeg havde ondt af ham, og det har jeg stadig.

Problemet dengang var bare, at chefen ikke selv syntes, han havde et problem. Det mente man heller ikke længere oppe i hierarkiet, siger han. - Jeg følte mig egentlig også lidt som en lus mellem to negle. For på den ene side var det min pligt at adlyde chefens ordrer, og på den anden side var der forventninger fra besætningen om, at jeg gik ham imod. Så det var en svær tid, og det er godt, det ikke er sådan længere, siger Kurt Lundholm Christoffersen. Flere bøger på vej At skrive en bog om oplevelserne begyndte han på i 2006. - Faktisk har det været sådan lidt terapiagtigt for mig så at sige at gennemleve det hele igen, siger han. Kurt Lundholm Christoffersen håber, at bogen kan lære andre der sejler, at alkohol og sejlads er en rigtig dårlig cocktail. Bogen er den første fra Kurt Lundholm Christoffersens hånd, men formentlig ikke den sidste. - Jeg har haft rigtig mange gode oplevelser i Søværnet, og dem vil jeg selvfølgelig også gerne fortælle om, siger den nyslåede forfatter, der også har planer om at skrive en bog om, hvordan det var at være barn under 2. Verdenskrig.

 

 

 

Boganmeldelser fra læsere:

 

Jan Nolsøe Stenberg:

Har netop afsluttet "Mytteriet".Yderst interessant læsning, som afsolut er anbefalelsesvædigt for alle, som har gjort, eller gør tjenste i inspektionskibene, og iøvrigt alle andre.

 

Bjarne Johnsen:

God bog som mange burde læse. Jeg var selv på Vædderen på det tidspunkt

 

Steen Engbjerg:

Læst papirudgaven. Rystende læsning. Og se om ikke en del af principperne stadig hytter sine i systemet i dag.

 

Kurt Routh Becher:

Det var en god gave at give i fødselsdagsgave.

 

Kurt Justesen:

Er færdig med bogen, interessant læsning. Jeg er meget chokeret og vildt forundret over, at en ledelse kan have sådan en kynisme udelukkende for ikke selv at indrømme en fejl eller tabe ansigt. Jeg troede kun, det var noget, der fandt sted i et østland. Det er utroligt, at folk med et sådant menneskesyn kan have været ledere i det danske forsvar. Med henblik på det jeg har læst i bogen, giver det måske en bedre forståelse for noget af de ting og beslutninger man ser og hør i medierne

 

 

Keen Jørgensen.

Denne gang var det din bog, Mytteriet, som lå ved 'fars' tv-sove-læse-stol, men denne gang var jeg forberedt og det hele var timet og tilrettelagt.

1000 Tak for indblik i officersmessens indtryk og oplevelse af en "mindre" vellykket udmønstring. 100Pct forståelse for messens reaktionsmønster.

Har selv oplevet 'snerter' i den retning, men heldigvis ikke så grelt.

Endnu engang tak. Det har været lærerigt og en fornøjelse at læse.

 

 

 

Jørgen Falkenberg.

Hvis bare halvdelen af det skrevne i "Mytteriet" er sandt så har (står) det skidt til med moral, ansvar og dømmekraft blandt søværnets ledelse. Værst af alt er nok at der aldrig blev placeret et reeelt ansvar.

 

 

Svar fra forfatteren og besætningsmedlemmer:

 

Forfatteren Kurt Lundholm:.

Ja Jørgen – desværre passer det hele, og det kan dokumenteres- nogle af skrivelserne i bogen er med, resten har jeg, og ingen af de implicerede har nogensinde benægtet hvad der står i bogen- medens flere som var med på turen har bekræftet det. Det ville også være vanskeligt at benægte det, når 11 officerer har skrevet under på rapporten.

Desværre var der en rådden kultur dengang og desværre også senere da vores forsvarschef og minister måtte gå af. Kun en forsøgte at råde bod på skandalen i 1980, nemlig admiralen i SOK- men han var jo underlagt Forsvarskommandoen.

 

Bjarne Johnsen:

Det er sandt hvad der er beskrevet i bogen, jeg var besætningsmedlem.

 

Anders Lassen:

Jeg husker også turen og desværre er det ikke opdigtet, men hvad der reelt foregik.

 

 

 

" Vi begår aldrig fejl og skulle vi undtagelsesvis begå en fejl indrømmer vi det aldrig"

Et motto, der var Stalin værdigt, men som tilsyneladende var man­traet i Søværnets ledelse i 1980’erne - altså længe før Thomas Rathsacks bog væltede en forsvarschef pga. Forsvarskommandoens kultur med løgn og manipulation.

Alkoholisme til søs har været kendt lige så længe skibe har besejlet havene- selv den kendte tea clipper CUTTY SARK fik i 1880 tilkommanderet en inkompetent og alkoholisk kaptajn ved navn William Bruce. Desværre havde det danske søværn 100 år efter intet lært, idet de i 1980 tilkommenderede en officer med et kendt alkoholproblem til skibschef på et af søværnets inspekti­onsskibe på togt til Færøerne. Han skulle nu efter at have siddet 12 år bag et skrivebord, uden omskoling eller efteruddannelse, med sit alkohol problem, være skibschef i et af verdens farligste farvand

Skibchefens alkoholmisbrug skabte senere farlige situationer og et utåle­ligt samarbejdsklima mellem skibets besætning og dets chef.

 

Bogen omhandler ikke et fuldbyrdet mytteri, men optakten til dette. En situation, der blev skabt af en personalepolitik hvor kar­riereplaner, normer og traditioner var vigtigere end sikkerhed til søs og behovet for at hjælpe en syg skibschef.

 

Mytteriet blev kun afværget af en dygtig besætning som i tre måneder måt­te kæmpe med en inkompetent og alkoholiseret skibschef, en uduelig eskadreledelse og en personale sektion som ikke ville erkende egne fejl.

Da besætningen efter mange prøvelser i et verdens mest ugæstfrie farvande afsluttede dette mareridts togt, ja så forsøgte man at rette smed for bager, ved at forsøge at straffe budbringerne (officererne ombord) fordi de havde haft mod til at sætte sig op mod de store hanelefanter i søværnets ledelse.Efter et princip som er kendt af KGB eller det nuværende FSB:

 

" Indrøm intet, benægt alt, kræv bevis og straf budbringerne"

Bogen, der er Kurt Lundholms første bog, er skrevet for at fortælle om alkohol misbrug og manglende sikkerhed til søs i 1980’erne, og sidst men ikke mindst Forsvarskommandoens afslappede forhold til disse to problemer.