Richard Banden

Denne bog omhandler en periode, før det blev en videnskab at få og opdrage børn, og hvor begreber som curling børn, skov børnehaver, ungdomsklubber, utilpassede unge, besættere m.m. var ukendte - nemlig i fiskerbyen Skagen i perioden kort efter 2. verdenskrig. Her var de unge i byen, efter skoletid, ofte overladt til sig selv og deres fantasi og kreativitet med hensyn til at få tiden til at gå, indtil far kom hjem fra arbejde eller havet.

 

Det var også en periode før revselsesretten blev afskaffet, hvor skolelærerne som regel var respekterede af forældrene, og hvor en efter- sidning eller en påtale af eleven betød enten stuearrest eller korporlig afstraffelse derhjemme, og ikke som i dag, hvor forældrene af og til giver lærerne skylden for børnenes manglende opdragelse.

 

Endvidere var det før Hirtshals-kvindens kuldsejlede politireform, hvor man i byen ofte så en politibetjent, idet man havde egen nærstation med de lokale panserbasser.De var kendte og respekterede af alle i byen. De kendte alle uromagerne og viste, hvordan de skulle håndte-

res, hvis forældrene undtagelsesvis ikke selv kunne klare opgaven.

 

I bogen følger vi drengen Kurt og en række børn og unge fra de store krigsårgange, der i perioden fra 1945 til 1953 opretter og driver deres egen ungdomsklub uden computerspil og kvindelige pædagogers ind blanding. Det gjorde nok, at de foretog sig ting, som set med nutidens øjne, kunne have fået repræsentanter fra børneværnet til at hæve øjen brynene. Her fik de mulighed for også at dyrke de maskuline værdier. De lærte inden de blev voksne, ved leg, at forholde sig til deres egne og andre drenges naturlige aggressioner, og løse konflikter gennem harmløse slåskampe og diskussioner, således at det ikke senere i livet blev nødvendigt for dem at deltage i kanindræberkurser for at klare er hvervslivets krav.

Uddrag af Richard Banden:

 

Udenfor Richard Bandens hovedkvarter- en gammel tysk bunker:

 

"Diskussionen gik nu på, hvad der skulle ske med dem – for straffes skulle de, så mosegårdsungerne forstod, at de skulle holde sig væk.

Drengene kiggede med tårer i øjnene fra den ene til den anden, me dens den ene vanvittige idé efter den anden blev foreslået, indtil én fik en skrækkelig idé, som Poul nølende accepterede.

Drengene fik nu trukket bukser og underbukser af, medens de skreg som stukne grise. En af drengenes schæferhund blev holdt i en snor foran dem. Der blev sagt pus, og hunden begyndte straks, at snerre og vise tænder, alt imedens snoren blev slækket, så der kun var 20 cm hen til drengenes penis. De skreg nu som vanvittige og sled i deres reb for at komme fri, alt imedens de tissede ned af sig.

”Ok, det er nok”, sagde Benny, der hele tiden havde været modstan der af det, der foregik, ”tag hunden væk og løs deres reb og giv dem så deres bukser på igen”. Poul nikkede bekræftende.

Drengene trak, rystende af skræk, deres bukser på og kiggede be dende på Poul, som sagde: ”Ok, nu får I lov at løbe, men husk næste gang slipper vi hunden løs, så han kan hygge sig, og husk så at fortælle, at vi ikke vil se jer mere på denne side af jernbanen”.

”Ja, det skal vi nok”, sagde den ene af drengene, medens tårer og snot løb ned af kinderne på ham.

”Stik så af med jer”, sagde Poul.

Det skulle ikke siges mere end engang, for drengene fór op over dækningen og hjem mod Mosegården"

 

På spejderlejr hos "Jens Dimmelim" i Vestre Opsyn lidt uden for Skagen:

 

"Men det havde spejderne ikke, derfor varede det heller ikke længe, før Jens blev opfordret til at fortælle en godnathistorie. Den opfodring var Jens ikke sen til at tage op, idet han efter en kort stund, som sæd vanlig sagde: ”Jae - så lad go da”.

Jens fortalte nu den ene historie efter den anden, mange af dem fra krigens tid om tyskerne, som havde holdt til nede på stranden og om omstrejfende russiske krigsfanger. Som aftenen skred frem blev historierne mere og mere uhyggelige, og Kurt og de andre spejdere kunne føle hårene rejse sig på hovedet af sig. De kiggede skræmte over skulderen ud i mørket og syntes, at de kunne høre tyske - og russiske spøgelser, der sneg sig rundt i granskoven mod vest.

 

Pludselig medens de hyggede sig allermest, blæste Robotten kl. 22.00 tapto.

Alle sagde tak til Jens for de mange historier, medens de begav sig hen mod teltet.

Jens råbte, medens han gik over mod stuehuset: ”Godnat, sov godt”.

 

Den nat kunne Kurt og de fem andre drenge i teltet høre alle mulige lyde ude fra skoven, og de lå længe skræmte og lyttede, indtil trætheden fra forrige nats øvelse meldte sig, og de faldt i søvn alle sammen".

 

Fra det nedlagte værtshus Skansen:

 

Benny, der aldrig havde været på værtshus før fik en sodavand og lyttede intens til alt hvad skipperen fortalte om tun fiskeriet alt i medens han kiggede nysgerrigt rundt i lokalet.

Han opdagede, at én af hans onkler sad ovre i et hjørne sammen med nogle andre fiskere. Lige over for dem i det modsatte hjørne sad nogle meget fulde fiskere som Benny senere finder ud af var Hirtshals fiskere, eller som Skagboerne sagde, fiskere fra det Bette Røvhul, som de kaldte Hirtshals havn. (Det kaldtes havnen, fordi selve havnehullet var meget snævert, og vanskelig at anduve i dårligt vejr.)

Pludselig hørte Benny et vældigt brag bag sig, og så to fiskere som var oppe at slås. Det var åbenbart en fra Skagen og så én af de fulde fiskere fra Hirtshals. De tumlede rundt og smadrede borde og glas i deres fattige brandert, indtil værtshus værten fik dem skilt ad og smidt ud.

”Nå”, sagde skipperen til Benny, ”nu har din onkel nok været i gang med sit glansnummer igen. Det går ud på, at han prøver, at få to fiskere op at slås, medens han sidder og nyder slagsmålet. Jeg så, han gik hen og hviskede et eller andet i øret på den fulde Hirtshals fisker, hvorefter Hirtshals fiskeren fór over gulvet og angreb den anden fisker”.

 

Fra ugeavisen Skagen onsdag.

 

Ung i Skagen efter krigen.

 

Skagen var for et halvt århundrede siden en noget anderledes by, end den er i dag. Både fordi tiden var en anden, men også fordi vilkåerene og ikke mindst erhversgrundlaget var helt anderledes.

 

Det var dengang fiskeriet beskæftigede en meget stor del af mændene i byen, og fiskeindustrien gav arbejde til mange af kvinderne.

 

De første 30 år efter krigens afslutning var samtidig en periode, hvor der skete en voldsom udvikling , og indbyggertallet steg og steg.

 

Forfatteren Kurt lundholm, som nu bor i Frederikshavn, men som er født og opvokset i Skagen.

 

I bogen Richard Banden følger vi en række skagbodrenge og deres opvækst i Skagen. Bogen fortæller om deres oplevelser som spejdere, medlemmer af den lokale bande, der hørte til i deres del af byen, i perioden 1945 til 1953. Den fortæller om de mange oplevelser, de havde som spejdere med udflugter, øvelser og lege under ophold på Vestre Opsyn, om de drabelige historier som "Jens Dimmelim" underholdte med i de sene timer ved lejrbålet.

 

Drengene, der for de flestes vedkommende var mellemmer af de lokale spjederkorps, havde som alle unge behov for aktiviteter efter skoletid, og når spejdergerningen ikke kaldte, og søndagsskolens tilbud ikke tiltrak dem, besatte de nogle tyske bunkers og oprettede deres egen ungdomsklub med maskot og forsvarsværker.

 

Bogen giver et tidsbillede af en by i rivende vækst på såvel skole- som erhversliv, og fortæller og de vigtige uformelle samarbejde, der dengang var mellem det lokale nærpoliti, skole og forældre.

 

Forredrag i Skagen Lokalhistoriske forening:

 

Hundekunster og spejderliv i efterkrigstidens Skagen

 

Fra møde med medlemmerne af Richardbanden i Tinghuset:

 

Tidligere på året udgav skagboen Kurt Lundholm erindringsbogen “Richard Banden”, hvor han fortæller om skolegang, fritidssysler og spejderliv i Skagen i årene umiddelbart efter befrielsen og frem til 1953, hvor Kurt Lundholm blev optaget på Esbjerg Søfartsskole.

 

Meget af bogen handler om de drengebander, der huserede i byen, først og fremmest Richard Banden, som Lundholm var medlem af, men naturligvis også f.eks. Vestergaardsdrengene, Vistibanden, Høwboerne og Mosegårdsungerne, som man lå i evig strid med. De forladte tyske bunkers var bandernes foretrukne tilholdssted og dannede en fascinerende kulisse for bandernes drengestreger, der langt hen ad vejen var ganske uskyldige.

 

Også spejdertiden er grundigt beskrevet, herunder portrætteres Jens Dimmelim i Vestre Opsyn, hvor spejderne altid var velkomne.