Stå aldrig til søs!

Denne nøgleroman er den tredje og sidste i trilogien, som omhandler morsomme historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet i perioden 1953 til 2006.

Romanerne er opbygget omkring kendte skibe og tjenestesteder, med fortrinsvis opdigtede personnavne, inspireret af aktuelle hændelser og genfortalte historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet, hvor humor og øgenavne siden Tordenskjolds tid har været en vigtig del af virksomhedskulturen og traditionerne. Hvorfor også officererne i søværnet fik bedømmelse i humoristisk sans.

Romanerne omhandler mange farverige personligheder i henholdsvis handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet. Persontyper, som i dag, i vores å så politisk korrekte samfund, desværre ikke findes mere.

Der er, for at sætte romanen i den rette tidsperiode, nævnt en række faktiske begivenheder og personer. Personerne er nævnt bag i bogen.

For god ordens skyld skal nævnes, at såfremt læseren finder ligheder mellem personer, der ikke er nævnt under listen over faktiske personer, og nulevende og afdøde personer, må dette alene tilskrives læserens fantasi, idet alle disse personer er frit opfundne.

Romanerne omhandler også en periode i søværnet, hvor chefer var chefer, og ikke som det ofte skete senere, at nogle chefer fulgte admiralens vise og blev ført som dukker i et dukketeater af talsmænd og fællestillidsmænd, fordi de ikke havde samme solide baggrund i arbejdsret og overenskomstaftaler som tillidsmændene og tillidskvinderne havde, og hvor forsvarsledelsen, når noget blev ubekvemt, valgte at være politisk korrekte og glemte deres militære ledelsespligt, nemlig at bakke op om personellet i felten og på skibene. De havde allerede som unge officerer lært at ydeevne ikke nødvendigvis er vejen til topjob. Det er vigtigere, at lefle for de rigtige personer og have et godt forhold til chefen også i fritiden.

 

Så var det nemmere at vaske hænder og følge admiralens vise:” Da mine egne tanker var så få og små så endte jeg med kors og bånd og stjerne på”.

De af dem som kunne holde kæft og holde egne tanker indenbords, flød ad små kanaler, med hjælp af foreningen til gensidig ros og berømmelse, videre til job på de bonede gulve i NATO stabe, Forsvarskommandoen og i ministeriet, og undgik herved behændigt, at komme ud på det dybe vand.

Her gik de dagligt op og ned ad de bonede gulve med en vigtig sag i hånden, alt imens de nynnede: ”Hold dig i enhver henseende fra det dybe vand. Stå aldrig til søs – lad de andre stå, I får stribevis af kors og bånd og stjerne på”.

De resterende officerer, der blev kaldt småsvinene, valgte at være rygraden i søværnet og stod til søs, ofte ude på det dybe vand. De fik knap så meget i hyre, idet de som sad ved kagefadet i land, altid sørgede for sig selv først. Så kunne det sejlende folk få smulerne, selv om de havde en arbejdstid der var væsentligt længere, og mere risikofyldt end på de bonede gulve, hvor det værste der kunne ske var, hvis de skvattede på det nybonede gulv.

Der er skrevet utallige bøger om marinens heltegerninger og søslag og om hvor dygtige officererne i Søværnet er og var, for god markedsføring har altid været et ”must” i firmaet. Ikke desto mindre er det korrekt, hvad Churchill sagde i 1942, nemlig at: ”Most – if not all - of the Navy’s work goes on unseen.”

Det er måske godt det samme, for ikke alle de rævekager nogle guldkysede officerer der var medlem af foreningen til ros og berømmelse gik og lavede i nulenergihuset, tålte dagens lys.

Forfatteren har dog fortrinsvis i denne serie valgt at fortælle om de morsomme historier, der gik som vandrehistorier eller kabysrygter, og som selvfølgelig ikke blev omtalt i forsvarsmedierne og da slet ikke i Hjemmeværnsbladet, der i øvrigt gik under øgenavnet Pravda.

Derfor skal bogens titel med henvisning til admiralens vise også tages med et glimt i øjet når der bliver skrevet:

“Stick close to your desks and never go to sea.And you may be the rulers of the Queen’s Navy.”

 

 

Uddrag af bogen fra Cooperative Jaguar 1998:

 

"Efter at have svaret på spørgsmål var det majoren fra Viborg, senere af MP´erne kaldt Klodsmajoren, som fremlagde sin lasteplan. Han var en vindtør, lille højrøvet major, der udstrålede – ”jeg har styr på det her”. Hvad det dog hurtigt viste sig, at han ikke havde.

Det blev hurtigt klart, at han intet anede om at lave en lasteplan med bæltekøretøver, lastbiler og soldater, idet de køretøjer og bæltekøretøjer han havde planlagt for slet ikke kunne være på de enkelte skibe - noget såvel de danske og tyske hærofficer samt skibscheferne bemærkede under gennemgangen.

Efter at have modtaget en hagl af kritiske spørgsmål, blev han helt befippet og var efterhånden klar over at han havde kvajet sig.

Benny havde siddet og krummet tæer over Klodsmajorens optræden. Her skulle vi i NATO vise vores gamle fjender, polakkerne og russerne, at vi havde styr på det at udføre landgangsoperationer, og så havde man fra hæren sendt sådan en klovn.

Her overskred hæren igen den hårfine grænse mellem det ophøjede og det latterlige.

Til sidst, da han gik helt i stå, rejste Benny sig op og sagde på dansk til Klodsmajoren: ”Må jeg foreslå, at vi udskyder konferencen en halv time og lader deltagerne tage en kaffe- og rygepause – så vil seniorsergent Peter Sørensen fra Varde, og jeg hjælpe dig med at få den plan strikket sammen”.

Majoren stod lidt, og var i tvivl om hvorvidt han skulle tage imod det tilbud, som han i øvrigt havde fået tidligere. Til sidst accepterede han og udskød konferencen med en halv time.

Benny fik hurtigt fat i en dansk-, en tysk- og en russisk hær repræsentant og slæbte dem ind i et andet lokale, hvor den polske skibschef fra POLNOCNY klassen allerede var mødt sammen med de tre tyske fartøjsførere.

Seniorsergent Peter Sørensen var, sammen med skibscheferne fra landgangsfartøjerne, allerede i gang med at ridse hærenhederne op, og det blev hurtigt klart, at opklaringseskadronen ikke kunne være i de vestyske både, derfor blev de med deres køretøjer og soldater placeret i den noget større POLNOCNY - klasse sammen med nogle tyske styrker, medens de resterende danske, tyske og russiske styrker skulle placeres i de tyske landgangsfartøjer.

Da alle havde nikket ok til dette, foreslog Benny, at majoren lod seniorsergent Peter Sørensen sammen med skibscheferne fra landgangsfartøjerne gennemgå planen til den genoptagne konference.

”Det er ok med mig”, sagdeKlodsmajoren spagt".

 

Bladanmeldelser:

 

Fagbladet Søfartens Ledere:

 

For en del år siden var jeg sendt på kursus på Flådestation Frederikshavn. I en pause blev vi antastet af en lille venlig mand, som i civilt tøj og med en hund ved sin side, kom og hilste på. Jeg kendte ham ikke men fik bagefter at vide at det var Stoffer. Stoffer havde jeg hørt om.

 

Selv samme Stoffer er nu udkommet med en meget humoristisk bog der handler om livet i Søværnet. Det er skam en alvorlig sag men er skrevet med så meget glimt i øjet, at jeg ofte sad og klukkede stille under læsningen.

 

Historien begynder i farvandene ved Grønland og slutter med Marinehjemmeværnet. Begge dele kender jeg godt og følte mig straks godt tilpas i bogens selskab. Desværre benytter det militære system sig i høj grad af forkortelser. Disse militære forkortelser går naturligt nok igen i bogen men kan være svære at sætte sig ud over under læsningen.

 

Snyd ikke dig selv for et unikt indblik i livet ved Søværnet og forbered dig på nogle gode grin undervejs.

 

Bogen fortjener 5 stjerner af 6 mulige.

 

Jan Skat Riishøj - styrmand

 

Tidsskriftet "Under Dannebrog" 2013:

 

Stå aldrig til søs er tredje udgivelse i trilogien om skæve og morsomme historier fra handelsflåden, Søværnet og Marinehjemmeværnet. Med en søgående uddannelse og erhvervskarriere i de nævnte flåder, har forfatteren Kurt Lundholm Christoffersen alle forudsætninger for at skrue nogle gode historier sammen. Og det gør han så.

 

Ifølge forfatteren er bogen opbygget omkring kendte skibe og tjenestesteder med fortrinsvis opdigtede personnavne. Disse er inspireret af faktuelle hændelser og genfortalte historier fra søens folk, hvor humor og øgenavne siden Tordenskjolds tid har været en vigtig del af virksomhedskulturen og traditionerne.

 

Fagbladet CO Sea - 2013:

 

Af redaktør Hanne Hansen.

 

Sidste bind i humoristisk trilogi med alt godt fra havet og mere til.

 

Det er igen de ufortalte historier der har førsteret i denne tredje og sidste bog i Søridderserien fra pensioneret orlogskaptajn Kurt Lundholm Christoffersen. Morsomme historier om farverige personer fylder siderne, hvor hovedfiguren igen - som i de to øvrige i serien - er Benny.

 

Forsvarets tre værn går ikke ram forbi i bogen, der også runder både hjemmeværnet, havne og myndigheder. Perioden, som bogen strækker sig over, rækker fra 1979- 2006.Med forfatterens egene ord beskrives perioden som tiden, hvor den kolde krig blev varmet op til situationen i dag med andre kendte trusler og opgaver. Til historien om bogen hører også, at advarslen fra admiralens vise: Stå aldrig til søs, her citeres af en mand, der selv tilbragte 37 år i Søværnet.

 

 

Jydsk Marinehjmmeværnstidende- 2013:

 

Anmeldelse af »Stå aldrig til søs!«af Kurt »Stoffer« Lundholm.

 

Af redaktør Bjarne Kodal Jydsk Marinehjemmeværnstidende.

 

Så udkom den sidste bog i trilogien om ”Bennys” oplevelser i Søværnet og Marinehjemmeværnet, og som skrevet da forrige bog blev anmeldt, har jeg glædet mig til at læse netop denne bog, hvor Bennys liv rigtigt kommer i berøring med Marinehjemmeværnet. Både som chef for Sødefensionsafsnit Esbjerg og senere som fartøjsfører og frivillig stabsofficer ved Marinehjemmeværnsdistrikt Vest.

 

Bogen er opbygget i den sædvanlige stil, og udover ovennævnte er der også rigtigt gode kapitler omkring tjenesten i Nordatlanten.

 

Hovedtemaet i hele serien fornægter sig ikke i denne bog: Der er for lidt plads til originalerne i vores alt for politisk korrekte verden. Og Stoffers skrivestil fornægter sig heller ikke - dog er han nu endnu mere blomstrende og direkte i sit sømandssprog. Respekten for de frivillige i Marinehjemmeværnet er stor og dette har nok gjort at vi må savne nogle af de gange, hvor Stoffers temperament gav os lidt kolorit i Marinehjemmeværnet i Esbjerg tilbage i 90’erne.

 

Bogen er et must under juletræet for enhver gæv mariner. Men den slutter lidt for træls efter min mening og jeg er meget fristet til at omskrive den slutning - men det kræver nok en snak over et glas med forfatteren.

 

 

Anmeldelse af læsere:

 

Arne Jacobsen:

 

Ja Kurt: Mange ting er sket udenom Admiralitetet og har alligevel fundet plads i vore hjerter og erindringer. Tak for at du har gjort det muligt via dine bøger at få lidt mere at vide om netop disse slet skjulte historier. Bliv ved sømand.

 

Stanley Lundgård Sørensen(Pilotnavn LEY:

 

Kurt: Jeg har nu med stor fornøjelse læst dine bøger. Tak fordi du beskriver historien så levende, at man næsten selv føler, at man sidder i messen igen. Jeg har jo også sejlet med både RAN og SØHUNDEN. Så jeg fik lige lyst til at kigge lidt på de gamle billeder. Desværre har jeg ingen billeder fra de skibe. Jeg har nok mest gode minder fra tiden på inspektionsskibe. Og husker da også dig og som en af de “gode” NKer, som man var tryg ved.

Pris kr. 299,95 Køb bogen

 

Fakta om bogen:

Type: Paperback med farvebilleder

ISBN nr.978-87-992085-8-6

Udgivet: 29-august 2013

Udgave: 1.Udgave

Sider: 432

Pris kr. 195,- Køb bogen

 

Fakta om bogen:

Type: Paperback

ISBN nr.978-87-992085-4-8

Udgivet: Maj 2012

Udgave: 1.Udgave

Sider: 392

Pris kr. 195,- Køb bogen

 

Fakta om bogen:

Type: Paperback

ISBN nr.978-87-992085-3-1

Udgivet: 12.maj 2011

Udgave: 1.Udgave

Sider: 332

Pris kr. 295,- Køb bogen

 

Fakta om bogen:

Type: Paperback

ISBN nr.978-87-992085-0-0

Udgivet: Maj 2007

Udgave: 1.Udgave

Sider: 332